-
USA's centralbank fastholder renten midt i Trump-usikkerhed
来源: BDK Finans / 07 5月 2025 11:31:28 America/Los_Angeles
Den amerikanske centralbank, Fed, fastholder som ventet renten på mellem 4,25 og 4,50 procent. Det fremgår af centralbankens hjemmeside onsdag aften dansk tid. Beslutningen kommer på et tidspunkt med blandede signaler fra USA både økonomisk og politisk. - Usikkerhed om de økonomiske udsigter er øget yderligere, står der i en udtalelse fra centralbankens styrende organ. Jobvæksten var solid i april, og det samme gælder væksten i forbruget for første kvartal. Samtidig er der usikkerhed om den politiske kurs. Især har de øgede toldsatser som følge af den amerikanske præsident Donald Trumps toldkrig skabt frygt for inflation og recession. Det vurderer en række økonomer, blandt andre Allan Sørensen, som er cheføkonom hos Dansk Industri. - Siden Donald Trump blev indsat som præsident, har den amerikanske centralbank ikke fundet plads til en rentesænkning, siger han i en skriftlig kommentar. - De massive toldstigninger vil presse inflationen op, og derfor slækker Fed ikke på renten, før usikkerheden har lagt sig. Centralbanken har til opgave at fastlægge en pengepolitik, så økonomien er afbalanceret, og beskæftigelsen er så høj som muligt, samtidig med at priserne udvikler sig stabilt. Men med Trumps toldpolitik befinder den sig som "en lus mellem to negle". Det vurderer cheføkonom hos Sydbank Søren Kristensen. Han peger på, at de højere toldsatser både trækker i retning af højere inflation og økonomisk opbremsning. - Hvilken af de to effekter der bliver størst, ved centralbanken ikke endnu, og derfor sidder Fed-chefen Powell og hans kolleger klogeligt nok på hænderne og afventer, hvad der skal ske med renten i USA, vurderer Kristensen. Med onsdagens udmelding ignorerer banken talrige kritiske udtalelser fra USA's præsident, Donald Trump, rettet mod den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell. - Han burde sænke dem, sagde Trump denne weekend med henvisning til Powell og renterne. Her afviste Trump også spekulationer om, at han havde tænkt sig at fyre Powell. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/usas-centralbank-fastholder-renten-midt-i-trump-usikkerhed